Af: Maja Lucas

Hej Allan, det kan jeg godt. Selvom jeg af mediespecifikke grunde ikke ved, om dette bliver de sidste ord. Apropos medium har det været interessant at lægge teksten ud i dette forum. Så vidt jeg kan se, bliver skønlitterære indlæg her på Promenaden normalt ikke kommenteret så meget – det er mere de debatterende, som får pennene derude til at springe. Men Jesper Hjøllund åbnede ballet med en vurdering, der både var positiv og kritisk, og så var det, som om vejen var banet for en diskussion af teksten. Jesper Hjøllunds kritik gik især på de ’tungere’ ord og fremmedord som ”konnotationer” og ”korrumperet”. Jeg var selv i tvivl om især ”konnotationer”. Også fordi der i Hamlet ikke ligefrem er tale om ”konnotationer” – Hamlets første replik i den lille scene er ”Lady, shall I lie in your lap”, og Ofelia svarer ”No, my lord”, hvorfor man må formode, at hun tolker Hamlets replik seksuelt. Hun er aldeles ikke en uskyldig noksagt, og først da Hamlet siger, at han ikke mener noget seksuelt, får han lov til at lægge hovedet hos hende. Jeg har nok mere tænkt på billedet (af Hamlets hoved i Ofelias skød) end på de faktiske replikker … Jesper Hjøllund anholdt også slutningen, som han fandt for brat. Jeg er udmærket klar over, at den kan virke lidt anti. Det er en slutning, der understreger, at der IKKE skete mere. Det er, som om hovedpersonerne falder tilbage i en tilstand ”før” hændelsen, berøringen. Men det passer mig udmærket, fordi det er en tekst, der arbejder med erindringen – det er ikke så meget fortællingen om en upassende berøring som fortællingen om erindringen om den og moderens reaktion på den. Derfor synes jeg ikke, det gør noget, at den slutter i en slags nulpunkt. Den befinder sig mere i tanke end i handling. Mine medpromeninster Thomas Boberg og Martin Glaz Serup blandede sig i diskussionen og var begge positivt stemte. Dog mente Thomas også, at ”konnotationer” var malplaceret. Til gengæld betegnede han teksten med ”dynamisk langsomhed”, og den beskrivelse er jeg glad for; den indfanger min egen fornemmelse af en lyrisk optagethed af situationen (snarere end epikken), samtidig med formidlingen af nogle følelser og tanker, som udvikler sig over tid. MH gik radikalt til værks og lavede en ny, minimalistisk version af teksten. Det ligger på en måde ligefor, dels fordi teksten i sig selv er ret kort og delvist minimalistisk arbejdende, dels fordi jeg tidligere har skrevet rent minimalistisk eller neutralt, for nu at bruge en fortælleteknisk term. Væk er det kommenterende og det, som har med fortællerdistancen at gøre, tilbage er det fysiske, sansede. Jeg kan stadig ikke rigtig forklare, hvad det er, min ”nyere” stil kan i forhold til den ”gamle” – men Thomas Boberg gav mig muligvis en del af forklaringen i sit indlæg <a href="http://prmndn.dk/erindring-og-fiktion/" title="Erindring og fiktion" rel="nofollow">Erindring og fiktion</a>, hvor han beskriver en forskel i sin egen stil og tænkning som hhv. ung og ældre: <blockquote>pludselig opdager jeg, at jeg ikke befinder mig i det udadvendte nu, i det iagttagende nu, men i et nu, hvor jeg søger tilbage eller ud i en paralleltid, retrospektivt ned i et engang levet rum.</blockquote> Under alle omstændigheder er det for mig at se interessant, at sammenligningen mellem moderens skub til hovedet og skubbet til en hundepote er bevaret i MHs ellers nedbarberede version. Det billede er også for mig centralt, måske tekstens vigtigste sætning overhovedet, fordi den viser en bevægelse og den tavshed, som ledsager bevægelsen. Det er vel tavsheden, som teksten drejer sig mest om.